United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation.
Men, saa sagde jeg til Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare var hyret for Helsingør.
Det var egentlig Synd for ham, for #dygtig# var han, det sagde ogsaa Fætteren. Jeg skal bare nævne Dem, at da han kom fra Amerika med Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom frem og #fik# Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og saa videre.
Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og leder og leder efter sine døde Killinger.
Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med højtbugnende Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem. Skibene ligesom dukkede sig og slog Søerne ud fra de stumpe Bove. Ingen rørte Hattene derude, der lød ikke et Skud og ikke et Signal. Men alle Borgerne i Helsingør fulgte et Stykke med langs Stranden.
Jakob Spillemand havde faaet opspurgt, at Axel, Ides døde Fader, var født i Helsingør; han var uægte Søn af den jødiske Kone, der hed Susanna Nathansohn, Jakob og Ide kom ogsaa til Samtale med hende, hun boede i et stort fornemt Hus midt i Byen.
Det var en med et stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager som en Kniv. Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud efter ham siden i Morges. Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov.
Det var ikke efter Søloven. »Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi videre.« Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet udenfor. Og det gjorde vi saa.
Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i Helsingør. Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse.
Snart var alle, der kunde krybe og gaa i Helsingør forsamlet nede ved Stranden, og der bredte sig en Stemning af dyb Beklagelse mellem dem alle, skønt kun de færreste vidste hvorfor. De tre Orlogsskibe kom skridende saa dumpt i det flade Sund og i Augustdagens sparsomme Solskin. Det varede to Timer inden de naaede Helsingør.
Dagens Ord