Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juli 2025
For at sikre sig, at den dræbtes Sjæl ikke rev sig løs, kunde man ramme en Pæl gennem Liget, eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjæl ned. Paa lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles. Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender.
-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Værelset med et langt Blik: mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave. Der var et Øjeblik stille i Stuen. Saa sagde Grev von Eck: -Og Telegrafpælene over Jorden. -Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne. Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.
Jo William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn, som de føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.
Saa stod han da Ansigt til Ansigt med sin Slægts Berømmelse. Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen Væg.
Udenfor denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om, at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.
Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i Æbletræet. Mas bare paa. Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte dæjle, skae jæ love. Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten fra sig. Nu goer vi an. Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.
Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede ind paa Hvidgaard ... Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger gamle Jomfru Ingwersen. Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, énetages Bygning, hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og hvide Svaner.
Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.
Til at træffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være bleven en hyppig Gæst hos Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra. Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde fængsle ham?
Dagens Ord
Andre Ser