Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Carruthers lært mig men hvis han kommer jeg gad vide, om Lady Katherine vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham, da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke noget at gøre ved det. Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget forskellig Virkning paa Folk.
Officielt kommer han for at overtage sit Gods, antager jeg, men i Virkeligheden kommer han for at se paa mig, og se, om han paa nogen Maade kan overtale sig selv til at opfylde sin Tantes Ønsker. Jeg gad vide, hvordan det er at blive gift med én, man ikke kender og ikke kan lide; jeg kender endnu ikke meget til Mænd.
"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op." Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile. De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen. Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet. Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen.
"Men Deres Talent da?" "Aa mit Talent!" "Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det og saa arbejde for det?" ... Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog saa sit Glas og tømte det. "Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..." "Hvis man Forresten gad ja.
Og hun var altid træt, gad ikke gaa og intet foretage sig. Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.
Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre. Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den vidste mange Ting. Før i Tiden havde Else spundet spundet, spundet. Men nu var Rokken stillet hen. Den stod ved Karmen.
Jeg spurgte hende en Dag, hvad jeg skulde gøre, hvis jeg kom til at holde af nogen, efter at jeg var blevet gift med Hr. Carruthers, og hun lo paa sin ækle Maade og sagde, at jeg sandsynligvis vilde gøre som alle de andre. Og hvad gør de? Det gad jeg nok vide. Naa, det tænker jeg nok, at jeg engang finder ud af.
Kan du huske, Harald, paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa Fauner, er det vist de hedder med Bukkeben, veed du, Børn ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale Naa? Det faldt mig ind: hvis nu saadan en lille Fyr kom springende her hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham. Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!
At Nogen gad! Skønt med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig.
-Det var det Hele, naar man kendte det. Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde: -Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.
Dagens Ord
Andre Ser