Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 21. juli 2025


Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved intet intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.

Hendes Hænder greb saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til ... Flyge kunde ikke lade være at gøre hende en Slags Undskyldning for Striden før. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det var hende, han først og fremmest skyldte en saadan. "Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han.

Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen, naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster." Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen. Flyge saa det.

"Har De noget imod at følges med mig?" "Nej hvad skulde jeg have imod det?" De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.

Det skal Truttemand ikke bryde sig om naar han bliver stor, skal han ogsaa faa en Kæreste han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej, Mama vil ikke nysse ham Mama kan ikke li'e Kys, der smager af Snavs rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..." Hun vendte sig til Flyge: "Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød ikke? Men der gror saa meget Ukrudt i den.

"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?" "Jeg vil helst være fri." "Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. Bare ikke give fortabt!" "Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg kommer senere ..." Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene derind.

Der kunde komme Øjeblikke, da Preben Flyge spurgte sig selv, om ikke Menneskeslægtens evige Forbandelse var den, at den havde lært at stræbe efter Sandhed. Thi Sandhederne spægedes i Tidens Løb til Dumheder og laa saa og spærrede for nye Sandheder, der vilde frem. Og i mulden og bedærvet Tilstand slugtes de netop allergladeligst af Folk, hvem de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.

Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det." "Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du havde Ret." "Hvem siger ogsaa, at det er det?"

Den var sammensat af alle Vaabenarter og alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil. Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig.

Og saa aner de ikke, at her oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol som i de fleste Tilfælde er opdaget for længe siden af Andre." "Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke." Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik. Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.

Dagens Ord

beholdtes

Andre Ser