United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om. Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende. Og de #spandt# hende ind.
Theodor Franz skændtes altid om Morgenen. Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov. Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede. Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove.
Men hvor blev den anden af? Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden. Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: „Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“ Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene. Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op den var fra Vraget, naturligvis.
Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering. Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende. Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære. De døde lever.
Men William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag hun kunde ikke slippe.
Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse: Min kjære, inderlig elskede Ven! Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.
Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet Ben skal sønderbrydes derpå". Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget."
Dagens Ord