Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. september 2025
Den sansede intet, den havde lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved. Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj, kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet.
Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet under dem.
Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i næste Nu styrtede han i Afgrunden. Da følte han, at det ikke nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu; men det skulde ogsaa blive den sidste. I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen.
Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke langs Kysten op til Bygden. Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet.
Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og op over Fjældet. Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet: „Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over dig.“ „Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de røde Bukser?“ Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned: „Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“
Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og snuste misfornøjet til alt. Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et eneste Menneske.
Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten. „Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han gik. Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.
Dagen hældede mod Aften, da han naaede Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa uden Bytte. Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det Sted tidligere.
Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde igen! Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.
Dagens Ord
Andre Ser