Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. september 2025
Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans Læber blødte. At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden, mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. Og nu, nu var det for sent.
Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde dog gaa galt. Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa. I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet. "Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden. Niels stod og saa efter ham, mens han løb.
Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og de græd.
Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som et susende Hjul. Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste lodrette Stykke op.
Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til ham alt, alt sammen. Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld. "Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over Fjældet. Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange, sorte Taner.
Det var hans Terning i Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken. Saa, nu var det for sent. Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa andet end Manden dernede.
At han dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. Men han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke. Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham, han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De maatte vente til den næste. Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var overtrukken, og Barometret faldt.
Og han havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest, havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede, ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde.
Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg var ude at spadsere med min Dame. Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og sydede og kogte over.
Dagens Ord
Andre Ser