United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste Trappetrin, og Ellen traadte ud. Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet.

Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om jeg vilde tale med Malcolm. Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.

-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til? -Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ... -Billeder? Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen.

Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte: -Skal jeg saa bort imorgen? -Ja, imorgen tidlig. Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig. Saa trak han træt paa Skuldren: -Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor. Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel: -Deres Verden frister mig ikke.

Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, hvad du mener. Bodil . Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i Kjærlighed. Abigael . Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde gjøre. Bodil . Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke. Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl? Bodil . Hørt derom har jeg vel, men ...

Bodil . Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var. Hans Lauritsen . Skulde det være muligt? Bodil . Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting.

Og naar hun fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar: De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!

Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham, saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart, som havde jeg mit Regiment til Parade.

Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt. ... Karl var gaaet. -Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt. Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved. Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun.

Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til "Salen" og gik. -Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida. Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. -Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke. Det blev Skumring.