Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 7. juli 2025
Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og forvirret, saa han gik urolig rundt tilsidst rent forpint og ikke vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen? For der maatte jo dog være noget i Vejen....
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun: -Kunde De ikke tale med ham? -Jeg? sagde Herluf ... Ja hvis det kan nytte. -For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han er saa lidet hjemme. -Nej, sagde Herluf.
Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, var det ganske mørkt: -Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra Vandet. -Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret Stemme. -Ja jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme i den sidste Tid.
Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«. -Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien: -Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. »Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
-Ja, sagde Gerster. Det er vi. -God Nat. -God Nat. Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne Vindu han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede det. Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme hjem. ... Herluf og Gerster sad tavse igen.
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille. -Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen. -Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad man bedriver gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes af Kedsomhed.
-Saa skulde du dog hellere forandre det og meget andet. -Hvorfor? sagde Gerster blot. De tav lidt. -Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i Loftet. De talte ikke mer. Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.
-Pyh, hvor har jeg løbet Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm. Han var Hr.
De var saa besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af deres »egne« Ord kun de nøgne Par Sætninger. Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke skrevet.
Dagens Ord
Andre Ser