United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vegetationen omkring Byen var, paa Grund af den rigelige Vandmængde fra Bjergene, usædvanlig frisk, og i Byen saae man en Overflødighed af smukke Haver. Det lader sig ikke nægte, at Franskmændenes Smag og Nethed er fremtrædende i Alt, hvad der møder Øiet. Nede ved Havnen var der en stor fiirkantet Plads, omgiven af prægtige Mango Alleer.
Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter Vejret. Det gaar jo godt. Det gaar jo godt. Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder. Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider.
Der staar noget om en Baad, og det er jo da skrevet med Scheeles Haandskrift. Hun snappede Papiret fra ham og læste. Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og ønskede halvvejs, at hun skulde sige nej. Jo. Er det? Ja! Men ... jamen ... hva' ... Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.
»Nej, ikke en Smule!« »Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!« »Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.« »Er De sikker paa #det#?« Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.« »Saa Pigen, De skrev?« »Ja, det kunde hun ikke undgaa.« »Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«
Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til med Hatten i Haanden. Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed.
Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev! Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev.
Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende: -Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de mange Gaver begge tavse. Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden. Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i et hvidt Hovedklæde.
Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end sædvanlig i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen.
"Nein", svarede han, "der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det skulde være en Kompliment. Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre Heinr. Brunn fra Bonn. Han var ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk, som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale.
-Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje: -Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser. Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde: -Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien. Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod: -Maaske.