Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da Frokostgongongen lød. Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand. Men Hofjægermesteren klukkede: Hvordan har Onkel sovet? Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen.
Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad Pressen ellers ordinært plejer at leve af.
Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu hvad skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig. »De kjeder Dem, Nicolai«, sagde Andrea Margrethe til mig.
Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet. To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen. "God Aften," sagde han. "God Aften naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?" "Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff." "Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff. "En Komedie." Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"
»Ja, det er #ham#, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!« Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.
Paa den Maade er det, at de elleve hundrede Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, saa den ikke er til at kjende igjen.
Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt. Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: "Ser Du, gratulerer, gratulerer." "Tak," sagde William. "Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff. "Ja" William stod lidt "Andersen skal prøves imorgen." Hoff saá paa ham: "Men Du selv?" "Klokken elleve," sagde William. "Direktøren har lovet det."
Han sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert halve Minut. Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i Hænderne. -Ja Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort. De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak. En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
"Aa jeg véd ikke det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt usikker, saá ned ad Vimmelskaftet. "Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff. "Pyh der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve ..." "Aa ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hinanden.
Men det var endda ikke det værste værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at komme videre.
Dagens Ord
Andre Ser