... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck, Schulin og Professoren. -Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud. -Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne. -Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum. -Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker. -Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man spiller, saa tales der ikke.

Han sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert halve Minut. Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i Hænderne. -Ja Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort. De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak. En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.

-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde høre: -Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til Spillebordet. -Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende. Gæsterne var taget bort. I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol.

-Ja, sagde Huus, det ser man. Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han. Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus. Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med Skolelærerens Søn. -Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige? -Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt heroppe paa Gaarden.

De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen. Jeg lærer en Masse Ting. Aften. Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter Lunch for at vente paa Lady Ver.

Han var saa hyggelig og næsten barnligt beskeden han ordentlig lunede i Stuen, naar han var der inde. Og han kom der hver Søndag Aften. Saa fik man sig et Slag Whist. Hele Ugen igennem kunde hun gaa og glæde sig dertil. Altid forløb disse Spilleaftener paa samme rolige Vis. Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort i Stand.

De rullede ind i gamle Kalescher med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra de lange Piber. Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.

Det var første Gang, hun kaldte hende ved Fornavn. De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til Makker. -Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han. Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var dog det samme Ansigt. Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.

Hun hørte hans Sabel klirre bort over Tæppet. Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet. Hans Højhed ventede paa sit Parti Piqué før han gik tilsengs. -Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Prinsesse Maria Carolina tog Plads og Hans Højhed blandede Kortene. Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.