Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst. -Jeg kunde ikke komme før. Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. Og jeg forstod det som hun ikke kunde spørge om. -Det er dækket, sagde jeg. Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals. Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun hørte ikke.
Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved Dødslejet af deres hele Ungdom deres afmægtige, resultatløse Ungdom.... -Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.
Man skal derfor altid lade lave og krybende Planter dække Bunden i Rabattens Forgrund, bagved behøves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor høj Grad besværliggøre Arbejdet, om al Jord var dækket med Planter. Ved brede Rabatter skal der endogsaa helst løbe en Sti, en couloire de service, hvor man kan færdes under Arbejdet.
Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud, brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene. Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i et Ølglas.
Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjæl og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget.
Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen, hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge Jomfru, som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde i det mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter. Axel havde travlt med at sørge for Sigrid.
Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.
Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk, logrende . . . kendte han ham mon ikke? nej, gid han alligevel ikke kendte ham. Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte Snak og morede sig vemodigt han blev varm af alt, hvad han saa og hørte.
Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød. »Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken.
I det tunge Oljetøj maa jeg vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø.
Dagens Ord
Andre Ser