United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne. Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet. Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin.... -Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten. -Naar den Fremtid kommer Hans Højhed lo stikker han af alligevel. Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt.... Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed. -Ja ... sagde hun ... Hr.
Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne. Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar.
Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt. Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander. Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes: "Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til dens Slutning.
Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
Hendes Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder. I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal. Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk. De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det italienske Slot".
Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de vilde Ribsklasers Krydderduft. Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes Kinder. Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede hende.
-Men vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina. Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen. Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik. Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
-Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed Deres Højhed, Kunsten at undervise er Kunsten at interessere. Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.
Det var som al Naturen udstraalede Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord. Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen. Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen dernede. Den blev svagere, og den døde bort. Der blev stille ude i Natten. Hendes Højhed vendte sig forskrækket.
Dagens Ord