United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt det sludder han vræket af sig. Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi ingenting til.
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN. Fan' véd. JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage. PETTERSEN. Kanske det. JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn. PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset. De, Pettersen, her er en gammel fyr, som Hvad fan', kommer her nu nogen!
Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. Du kunde faa kvalme af at høre paa det. Og idioten presenterede mig for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! Æsch!»
PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. EKDAL. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. JENSEN. Hører han også til kantorfolkene? PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert. PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
Arrangementsspirevippen blev evig ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime. Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig. «Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.
Jesabel alias frøken Jensen iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick. Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte sin fod ombord i den. Saa blev der opstandelse.
JENSEN. Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han. PETTERSEN. Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med. JENSEN. Har han spillet bankerot da? PETTERSEN. Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen. JENSEN. På fæstningen! Hys, nu går de fra bordet.
Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hør og bør dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen ikke vilde have noget at gjøre med ham. Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. Men glad var han ikke. Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen.
Dagens Ord
Andre Ser