United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går. WERLE. Går du! Ud af huset? GREGERS. Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for. WERLE. Hvad er det for en opgave? GREGERS. Du vilde bare le, ifald du hørte det. WERLE. En ensom mand ler ikke så let, Gregers. Se, far, der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. God nat og far vel.
FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste. DEN NÆRSYNTE HERRE. Regner De mig til de gamle! FRU SØRBY. Å, langt ifra. DEN TYNDHÅREDE. Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby ? DEN FEDE HERRE. Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til? FRU SØRBY. Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det! WERLE. Hvor tør du tale i den tone! GREGERS. Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags.
Men nu tør jeg ikke bli' længer; jeg er så opkavet i denne tid. Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg. GREGERS. Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. FRU SØRBY. Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden
Den mand, som det gør, han får ta' følgerne. RELLING. Ikveld går jeg ud med Molvik. Fr'u Sørby. Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; for min skyld. RELLING. Der er ikke andet for. GINA. Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer. Å så ti da! RELLING. Farvel, fru Werle. Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.
HJALMAR. Ja. FRU SØRBY. Hils Gina. HJALMAR. Tak. FRU SØRBY. Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene. HJALMAR. Jo, tak. Jeg vil forsvinde ubemærket. Nå, fik så den gamle noget med? PETTERSEN. Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak. FRU SØRBY. Å, De kunde da fundet på noget bedre. PETTERSEN. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved. Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
GREGERS. Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg. FRU SØRBY. Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med. HJALMAR. Hvad siger du til det, Gina. GINA. Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden. FRU SØRBY. Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort.
Pas du på; du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig, hvad tid og time de lyster. GREGERS. Aldrig i verden går Hedvig fra dig. HJALMAR. Vær du ikke så viss på det.
Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen. PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. Puh, den dinér det var et drøjt stykke arbejde! DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN. Fan' véd. JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage. PETTERSEN. Kanske det. JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.
Dagens Ord
Andre Ser