United States or Bahrain ? Vote for the TOP Country of the Week !


HJALMAR. hundrede kroner, længe han har det nødig, det vil naturligvis sige, længe til han har lukket sine øjne. GINA. , er da han forsørget, stakkers. HJALMAR. Men kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave over dig. HEDVIG. mig! Alt sammen? HJALMAR. Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?

Her Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som KNUT. Jeg lige . Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres behov. KNUT. Det er jo Signe, som jeg vil GUDMUND. Signe! Signe er min fæstemø for gud. Nej, nej! Hun har hørt alt. KNUT. Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade forundret; jeg skønner nu det hele. Men hvad fattes dig, Margit?

Et vulkansk utbrud kan komme hvert øieblik. Kjæmpe mot mennesker og dyr, la gaa, men mot naturen selv? Nei. Og husk at jeg har ansvaret ved at ha bragt dere alle hit.“ Sir Ralph talte meget bestemt, og var absolut for at de skulde gaa op i flyvemaskinen straks. Men Dale og Longley vilde begge nødig at de skulde reise før de hadde set endnu en solopgang.

Og dersom jeg nu forsøgte at gribe ham her, mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru? KNUT. Og med det onde gad jeg nødig frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. Ikveld skal ingen her gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs; imorgen får han se at hjælpe sig selv. ERIK. Ja, men kongens lov? KNUT. Å, kongens lov!

Jeg sagde altså til mig selv: da du nu ind Østråt ikveld, om du skal gennem ild og vand, kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet. NILS STENSSØN. Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente mig, skal jeg sige eder. NILS LYKKE. Aha, fru Inger Gyldenløve venter eder altså? NILS STENSSØN. Fru Inger Gyldenløve? NILS STENSSØN. Sig mig, hører I til huset?

Ulivs-sår, usaligt, værste ve mon volde, har min gamle bringe klemt, som mellem skjolde. Nidsyg norne nødig nægted mig sit eje, dryssed smertens rigdom over Ørnulfs veje. Vegt er visst mit værge. Fik jeg guders evne, en da blev min idræt; nornens færd at hævne. En da blev min gerning: nornens fald at friste, hun, som har mig røvet alt og nu det sidste! Har hun alt mig røvet?

NILS STENSSØN. Ja, det er netop knuden. NILS LYKKE. feltfod? Hm! NILS STENSSØN. Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går stort et ry af. Det være en herlig kvinde. Ikke sandt? Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun forbandet nødig vil slå løs. NILS LYKKE. Slå løs?

PETTERSEN. Ja, De får gøre da. EKDAL. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. JENSEN. Hører han også til kantorfolkene? PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. JENSEN. Ja, han ud som noget af hvert. PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.

Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt. „Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme. „Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag. „Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“ svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af mine Venner.

Først den sidste aften skrev hun til Gert Gram: Kjære ven. Jeg har tat en bestemmelse, som jeg er ræd vil gjøre dig vondt, men du maa ikke bli sint paa mig. Jeg er saa træt og nervøs, vet selv at jeg var urimelig og ubehagelig mot dig, da du var hernede, og det vil jeg saa nødig. Derfor vil jeg ikke træffe dig, før det er overstaat og jeg er normal igjen.