United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
FRU SØRBY. Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to. GREGERS. Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev. FRU SØRBY. Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.
GINA. Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det. HJALMAR. Men, Gina, hvor kan du da sige det? GINA. Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og GREGERS. Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal. HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller. GINA. Men husk på de to, som bor nedenunder.
DEN FEDE HERRE. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre! EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen. DEN FEDE HERRE. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke. Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du. DEN FEDE HERRE. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner. Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers. Hvilket?
Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru. GREGERS. Det gjorde jeg heller ikke. WERLE. Hvad mener du med det? Jo, jeg sigter til dig. WERLE. Og det vover du ! Det understar du dig ! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen ; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!
GINA. Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig. HJALMAR. men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let GINA. Jeg skal nok ta' vare på det, Ekdal. HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' hans sag, om han vil gøre brug af det. Ja, stakkers gamle far
GINA. Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det. HEDVIG. Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor? GINA. Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort. HEDVIG. Men det behøves ikke ikveld. GINA. Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.
HEDVIG. Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar? EKDAL. Hele pakken her. Vil du bare se. GINA. Det var jo bra'. HEDVIG. Og i lommen har du også en pakke. EKDAL Så? Snak; det er ikke noget. He he! De sover såmænd alle i hob. Og hun Selv har lagt sig i kurven. He he! HEDVIG. Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar? EKDAL. Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå?
GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det. Men sig mig nu, Hjalmar, finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig.
PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. EKDAL. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. JENSEN. Hører han også til kantorfolkene? PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert. PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde. FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også. RELLING. Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig.