United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op Franz saá det og mønstrede Kelnerne. Saa valgte hun ham. Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig. Damens Mand kom til og satte sig.
Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv. Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d'hôte-Sal.
Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder. Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt. Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet. Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Han stod ved Siden af som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten en ren Genstand han saá saa godt sig selv. Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ... Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem Gangene. Han lurede ved Dørene.
-Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet. -Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben af. -De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af Spisesedlen.
Plakaterne var meget sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter og Pressen efter »en let Déjeuner«. Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad Porten.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten. Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget. Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder. Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Han var i Tankerne paany vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at leve .
Da Franz var ude af Døren bleg var han blevet sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse: -Na, ein netter Zugvogel nicht? De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor.
Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og begyndte at bede. Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til »Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«. -Og Hr.
Dagens Ord