United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget. Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst. Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet. Hvad er der i Vejen med det? Det er ... Er det dødfødt? Nej ... desværre! havde jeg nær sagt.
Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter. -Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord. -Men dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt Overfald.
Da saa Maries Slør forsvandt bag Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet. Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til Gelænderet. Hvor det dufter, han hørte hendes Ord igjen Hvor her er smukt. Og atter og atter sagde han de samme Ord.
Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand. Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun: -Jo, Carl, De maa blive lykkelig.
Og særlig da ikke naar Faderen var hjemme. Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen. Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit Afkom ... Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste, Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt. Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke og glædede sig over Vaaren.
Og idet hun slog Hænderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig Graad, som hun forgæves søgte at dæmpe og flygtede tilbage ind i Dagligstuen. Døren blev staaende aaben efter hende. Herredsfuldmægtigen saa sig hjælpeløs og forpint omkring. De andre Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter. Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet: -Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun. Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste. -Klokken er ét, sagde Fru Brandt.
Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille, hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge Piges Haand og sagde saa: En Landmandskones Hænder skal være røde ! sagde hun og ligesom slængte Haanden fra sig Men det gi'r sig vel! Og saa kørte hun.
-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed. Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel". Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig. Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over Øjnene. Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule Sal. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr.
Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen var naturligvis tom; vi laa i Værelserne til højre for den, de andre til venstre, deres Kulier havde det forreste Værelse, medens de to Mænd, jeg lige har omtalt, havde indrettet sig i det bageste.
Dagens Ord