United States or Georgia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg har selv træneret til Kaproning jeg kan forsikre Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne og jeg fik for Resten heller ingen jeg tænkte bare paa at ville , ville ... Og saa føle, at alt det, som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber sammen til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det De er jo ved Teatret, Frue er De ikke?"
Og nu letter Allikerne igen. Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg over hende. Der fangede jeg dig. Hun kryber sammen under mit Greb. Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o tae paa Vej for. Hvad laver du.
Endnu et Par Skridt Poterne glider lydløst i Græsset og han staar fast. Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt. Bag en Græstot ryger en Tredækker ud.
„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet.
Himlen er et eneste Mørke. I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al Varmen futter ud af Skorstenen. Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne. Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber Buskene sammen.
Nu standser han, lægger omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt, forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte, som vilde de mødes med Skyerne.
Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille og kryber sammen til det bare ingenting. Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne brister Spindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder en Sankt Hans Orm. Høje er Bøgene.
Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom nu gaar vi videre.« Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid saa #maatte# han vende sig om igen. »Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!« »Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«
Det kryber i hans Mundvige, og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud, som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til smaa Børn.
Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.
Dagens Ord