Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 31. mai 2025
Manden sad stille og tænkte. Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed.
Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn.
FALK. Jeg tviler på, den mærked bankerotten; da slentred arm i arm kritik og jeg gemytligt frem jo på den samme vej. Du sidder her den hele tid så sturen; studerer du måske arkitekturen? Jeg? Hvorfor falder du på det? FALK. Jo visst; du har ej øjet fra altanen hist. Er det verandastilens brede buer, som du med slig dybsindighed beskuer?
Han véd ? Det er umuligt. CURIUS. O, var det så! Men nyt den knappe stund; end kan måske ved flugt du livet frelse! CATILINA. Forrådt? Nej; tifold nej; det er umuligt! Der, Catilina! Stød den i mit bryst; igennem hjertet! Jeg forrådte dig! CATILINA. Du? Hvilket vanvid! CURIUS. Ja, det var i vanvid! Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv; men jeg har røbet alle dine anslag.
I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.
NILS LYKKE. Der gives én ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så . Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som Men tilgiv mig, min ædle jomfru!
Troed Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag?
Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde. »Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .« »Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord, som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt.
Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: »Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«
Dagens Ord
Andre Ser