Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 3. juli 2025
Men med ett kvak hun. Hun hørte nogen gik i grinden til gravgaarden, og hun saa en mandsskikkelse komme frem mellem gravene i skumringen. Han kommer over til den del av gravgaarden hvor hun sitter. Hun synes hun kjender ham, dog nei! det kan ikke være mulig.
Og han skyndte sig over den første del av pladsen, der hvor butikkerne laa med lyse ruter og trikkerne hvislet forbi ind mot de to halvrunde arkader, der liksom la et par krøkede armer om en del av pladsen og drog den ind i stilhet og mørke, ind mot den vældige mørke kirke, som skjøv sin brede trap nedover torvet helt ut i en muslingformet tunge paa midten.
For det første var det saa uheldig at student Warnes holdt opbyggelse i et farmerhus i den vestre del av menigheten og de fleste av ungdommen hadde reist dit, saa det blev kun Asber-ungdommen, Jakobsen-ungdommen, W. U. og nogen „bruskejænkier“ som var med.
Den største del av lykken det er at elske.» «Hm. Det er vist en skral lykke, Gert, at elske naar man ikke blir elsket igjen.» Han sat taus en stund og saa ned. Til han sa, næsten hviskende: «Stor eller liten det er en lykke. At kjende et menneske, om hvem man tror bare, bare godt.
Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk siger!“ Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult. I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød, som naar et Vindpust farer igennem Skoven. „Nu kommer de!
De fik vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene, eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet betale.
„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt. Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op imod den oplyste tredje Etage. En egen Mistanke greb ham. „Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“
Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes Arbejdere at kende og derefter selv dømme.
Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv . . . .
Snart kjæmpet aeroplanet sig fremover, for saa igjen tvunget av sin styrer, midt imot et 20 meters vindkast, at bli bokstavelig presset bakover igjen. Men det kjæmpet fremdeles. Og da hver eneste liten del av det, selv motoren som gav det kraft til at kjæmpe mot vinden, var arbeidet i Dales egen fabrik, turde han betro sit liv til det. Nedover, ustanselig kjæmpende sig frem, kom biplanet.
Dagens Ord
Andre Ser