United States or Algeria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Som ved indre Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen og se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af Ravne!
... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig: -Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede. -Der er bestilt Plads, sagde Karl. Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig naaede de derhen.
Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt.
Længe varede det ikke, før Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede ned. Thøger vaandede sig saaret derved. Det er en stræng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. Vi faar se til Kværnen. Der var ingenting i Vejen. Mølledammen var stegen højt, men Bindingerne holdt, Hjulet stod midt i Strømmen næsten begravet af Vand. Thøger gik sukkende ind i Huset igen.
Jeg søgte at berolige mig selv, og midt under et Selskab naar Fader præsiderede i den høje Spisestue midt for Bordet, som under den store Krone straalede af alt Husets gamle Sølv og jeg saa' Mo'er saa sikker og saa lykkelig midt i alt det Velvære, hvori hun var voxet op blev jeg overfaldet af en forfærdelig Angst.
Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde indhente Hendes Højhed. Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager". Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi.
Pigen ventede og slog Døren op. -Men, Fa'er. Ellen slap hans Arm, har du tændt i Kronerne ... Hvor det straalede. -Ser du ikke din Moders Billede ? sagde Maag. -Jo der var det. Det er nyt? sagde hun. Men Fa'er naar har du faaet det? -Ja jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende.
I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og de bare Marker laa bølgende foran dem. Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie. Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt.
Sigrid var kold endnu udefra, hendes Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde; det friske Ansigt straalede. Hvordan kan det være, jeg ikke har kunnet finde dig? hviskede Axel brændende bevæget under Dansen. Sigrid dansede eftertænksomt: Ja, svarede Jomfru Sigrid.
Men Nina gav det et Ryk i, saa hendes Strikkepinde fo'r raslende imod hinanden; hun kunde undertiden være paa Vejen til at blunde lidt. Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene straalede. "Du vælter Lampen," sagde Stella.
Dagens Ord