Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juni 2025
Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet. Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved Hovedpinen og Minderne. Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende Festlighed over ham.
Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin sildige Rigdom under den første Formiddags Sol.
Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde anstillet denne Illumination til Ære for sig selv.
Det var, som Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne.
Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse.
Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet.
Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en sart Rosaglød.
Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig: -Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar. Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.
Hans Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne. Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende Ansigt og glødende Øjne.
Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog.
Dagens Ord
Andre Ser