Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juni 2025
Kun vore Læber berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys, sprang hun op og løb ned ad Stien.
En lattermild Blondine støttede sin Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden, saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde: -Her er koldt, lad os gaa ind. -Ja det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie. Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk.
Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev bagbundne. Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder fik Krammet paa ham. Og saa satte Toget sig i Bevægelse: Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig. Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.
-Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det gaar nok over ... Ta' Tøjet af. Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen.
"Svagere?" "Ja, Deres Excellence" Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden Taffeluhrets spinkle Dikken.
Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu: -Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende. -Hvor er Preben, hviskede Emmely. -Her. -Tak. Og hun lukkede Øjnene igen. ... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede: -Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han. Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder: -Hvorfor? -Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet. Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ.
Herkules sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere. Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler. Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben. "Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru Weldon. "Maaske var det dens Herre." "Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til hvilken Hytten støttede sig.
Excellencen betragtede et Nu hans vanføre Ansigt, som det tilstrømmende Blod syntes at ville sprænge: -Nej, sagde han og vendte sig. -Og Du, raabte den Syge, der voldsomt støttede sig til sit Bord: Du bliver herfra: -Jeg trænger heller ikke til Ole Hvide mer.
Dagens Ord
Andre Ser