Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 7. juni 2025
Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen endnu. -Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet. Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de Hurra for Konferensraaden.... Saa faldt han sammen igen og blundede. Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng: -Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld. -Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg. "Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?" "Var det en Forklaring?" spurgte jeg. Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de halvt lukkede Øjenlaag.
Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i Stolen, som han plejede, naar han var vred. Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham. Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og lyttede til og nikkede og tænkte.
-Ja om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede. -Men Alverden søger jo, sagde Berg. De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden.
Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille. Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire fem Timer. Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd.
Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.
Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin. Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama. -Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt. Mama slog Hænderne ned i Skødet: -Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist. Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.
Lige foran ham sad Johannes, der nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad det skulde være. Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads.
Dagens Ord
Andre Ser