Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme: ... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ... Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.
Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Roed: -Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine Kolleger ogsaa udenfor Tjenesten. Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed. Saa sagde Frøken Kaas pludselig: -Men hvad siger Brandt?
Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen. Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole. "Hvad vil Du?" sagde hun. "Hvorfor blæser de?" spurgte han. "Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede. "Nu sover Aage," sagde Nina. "Hvad siger Du?"
Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned. "Barn," sagde hun. Saa smilede han for første Gang. "De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen. "Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."
Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen.
Men Karl sagde: -Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar. Ida lo kun det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter og de skiltes. Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.
William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig Anstrengelse væltede dette tomme fra sig Hr. Andersen gik op, kom atter ned William ventede endnu ...
Det var den eneste Lyd. Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge. Hvor hun dog elskede denne Plet.... Hun lukkede Døren og gik ind. Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af". Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden. -Hvorpaa da? Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen. -Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og Livets Gang. Faderen svarede ikke. Men Marschalinden sagde: -Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Dagens Ord
Andre Ser