Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. oktober 2025
Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren. Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke. Fru Bai gik ind. De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.
Men hver Gang Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i Fjældet og læse Sønnens Brev.
Pengene vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff ... Som Hoff det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster.
Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt derovre i det nye Land. En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen. Det var et langt Brev, og det lød saaledes: Kære Far.
Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: -Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. -At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i Bunken.
... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen efter at have haft Ane inde til Nejning. -Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og, mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse.... Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet sagde.
Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham. Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt.
Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden. Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid?
Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør. Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra Køkkenet: -Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret. Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor Vejrforandringer. Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von Eichbaum.
"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag." "Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før. "Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."
Dagens Ord
Andre Ser