Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juni 2025
Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk, dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor.
-Ja, hvor er de hvad tager de sig til alle sammen? Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen: -Det er Foraar, Fritz. Faderen gik lidt: -Du maa holde dem hjemme, sagde han: -Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an. Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun ud i Luften, og ikke til ham: -Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.
-Dejlig Kage, sagde han. -Det er Huus' Kage, sagde Katinka. -Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den.... Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige allesammen den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen.
Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa Benene, hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.
Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden. -Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine, slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke: -Tag den. -Karl, raabte hun.
De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger, snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts Krave. Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret Summen.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille længe være saadan nær ved ham: -Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den. -Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu. -Skriveper, sagde hun og gik fra ham. Aaret gik.
Det var vel det smeltende Spil det lød næsten som Suk, de lette Slag paa de mellemste Taster. "Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, dæmpet. "Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo'r han lidt tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren. Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den.
Dagens Ord
Andre Ser