Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 22. juni 2025
Alt var stille og øde. Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve. Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk. Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.
Foran hende laa Plæner, Skov og Marker. Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig Kummer ... Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i "Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse.
De vidt divergerende Former hos Stauderne, der rummer baade buskformede, tæppedannende, opretvoksende og krybende, pudeformede og sivdannede Planter, og deres vidt forskellige Krav til Livet, samlet sammen som de er fra al Verdens Marker og Moser, Klipper og Skove, giver deres Anvendelse en Udstrækning og en Alsidighed, som er ukendt inden for andre Samfund af Haveplanter.
Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst vandrede Stjernerne over dem. Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes. Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne. Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev den Bog i hendes Tanker.
Det var et vildt Ridt, et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker, gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere frem end Violette og jeg.
Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter. De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne. Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse Lys.
Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig.
Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede. Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme. Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker.... Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus. Ida blev staaende.
"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod farver de hvide Marker rode...." Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod.
Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede Marker hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! -I saadan Luft horer man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig som Vorherre havde givet hende den.
Dagens Ord
Andre Ser