Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli! Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias."
Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede. Madam Pander sad og smaagræd. -Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er ja mæn man véd hvad det er ... Han vilde ikke ha'e Lys der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet.
Jeg bliver helt forpustet. Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede Stranden. Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke. -Nei nei hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.
Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv!
Og over den ganske Jord et eneste Mørke laa mens frem i Mørket løfted sig et Kors, saa stort, som vilde dets vældige Arm favne baade Himmel og Jord. Stille der var. Kun nu og da fra Korset en Draabe der faldt, og atter stille der blev, til den næste Draabe den randt, og der igen blev tyst, til den næste Bloddraabe faldt. Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed. Moderen lukkede Bogen.
Men for at gøre dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mørke, og det havde jeg aldeles ingen Lyst til, før jeg havde overbevist mig om, at der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide, hvad jeg ønskede.
Men naturligvis nu forstod man Grunden til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«. Kapitel I. De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.
Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en sart Rosaglød.
Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster. Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker, Vandløshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.
-Det har jeg slet ikke hørt.... Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret. -Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet. -Er der Depesche? -Ja. -Til hvem? -Aa, op i Byen.... -Saa skal Ane jo afsted.... Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.
Dagens Ord
Andre Ser