Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juni 2025
Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en langsom Tone: -Nej Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær.... -Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa den sjette fik man Fred. Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned. Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for „Langsom“s Død.
„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa gik han hjem. Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og blev gammel. Fortalt af Gamle Jua fra Kangeq. Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, den anden „Let“.
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd. Her ender denne Historie. Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er „Langsom“s Barnebarn.
Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“ Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man begravede hende. Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde lukket et Øje.
„Aa, vi har haft vort „maanedlige“«, svarede de. Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk. Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der ligesom de selv var store Troldmænd. De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen vækkede „Let“ og sagde: „Jeg har haft en Drøm!“ „Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.
Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme. Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.
Men Skole-Erfaringen lærer bestandig, at de Opvaktere blive meget langt tilbage fra Det, de kunde bringes til, naar der for meget skal tages Hensyn til de Svagere, og at de blive kjede ad en altfor langsom Underviisning, hvoraf Følgen hos os, hvor Oplysningen er den eneste Fordeel af Skolegangen, nødvendigen maatte blive, at de snart gik bort igjen.
Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde: „Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“ „Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“. Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
Dagens Ord
Andre Ser