Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 22. juni 2025
De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret, hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, "der nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser." Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene, passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.
Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min Hilsen!
Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr og vent paa mig. Forstaar De?" Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne.
Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet. Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig.
Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«. Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med Tvebak. -Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo: -Ja sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie!
Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk rejste Konferensraaden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen.
Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille, hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge Piges Haand og sagde saa: En Landmandskones Hænder skal være røde ! sagde hun og ligesom slængte Haanden fra sig Men det gi'r sig vel! Og saa kørte hun.
Hilste paa ham fra Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer. Saadan gik et Par Dage. En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den derned.
Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. -Ja. Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved Doren hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind. Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned"....
Dagens Ord
Andre Ser