Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Snart brast han igen i Raseri se om Trampeldyret skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig ud paa Siden af den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den en fem seks Valk hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes stadig. Otte drev tænderskærende paa Hesten.
Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af at være naaet saa langt der laa alle Huse og alting som for et Fjerdingaar siden lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe, der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren.
Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove. Rundt om duftede det grønne Korn.
Hun kendte, svimmel, Marie hun var kommet op igen i Vogn med sin Kavallerist.... Hun sad paa hans Knæ.... Hvor hun saa' ud saa daanefærdig.... Og alle de andre saa de laa hen som halvdøde ind til Karlene.... Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt. -Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i Stalden, var baade Hesten og Vognen borte.
. . . Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til Behandling. Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og saa til. Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var snebegravet Land.
Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej: -Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede. -Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn, naar hun er bedrøvet. Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, naar hun er glad? -Næ, sagde Karl. -Og hvorfor? Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.
Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede Stigbøjlen og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han ud gennem Vesterport.
Storartet saa De ud! ... Mona Lisa ...! sagde han saa, og hans Øjne aad hende Og da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter! Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat! Hun slog ham atter paa Kinden: Men nu er jeg vel faldet i Pris? Nej, steget ! steget! er De; ligesom den ædle Drue!
Og da saa endelig, i Gaar, den gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig." "Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro. "Det var det!
Dagens Ord
Andre Ser