United States or Slovakia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og saadanne om Morgenen.... -Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev.
Friis, tyvende Bal i November , sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa Teatret. De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i Lyset.
Hvor du er klodset paa Fingrene idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen. Bodil . Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius. Abigael . Et Tilbud ... hvorom? Bodil . Ja, det nævner han ikke. Abigael . Skulde det være om en anden Plads?
Den unge Pige smilede forlegen: Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke Noget at gjøre Undskyldning for og heller ikke at beklage for min Skyld. Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i Hovedet. Maaske er det Deres Bog? Jeg kom netop for at hente den.
Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar ham med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge. Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af.
En Karl gik frem. -Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede. Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine Støvler: Farvel, Mari, sagde han. -Farvel, Søren. Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.
-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne Kære Ven Naa skal De denne Vej? jeg følger Dem.... Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned. -Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man maa give mig Grunde....
En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede alt i saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen. "Naar mon vi nu ses," spurgte Nina. "Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene, hvor mange Maaneder der var til Sommer. "Næsten syv Maaneder," sagde hun.
-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal. Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra Tinding til Tinding. Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt. -Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke? Tæppet gik op.
Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene. Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.
Dagens Ord