Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am Rhein«.
Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre Juveler og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!« Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den. Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.
-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og drejede sig om paa Hælen. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede langsomt Broderiet ind i sit Papir. Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.
Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i den sidste Tid. Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen. -Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet. Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.
Hans Samtale ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man bliver ikke syg, naar man ikke vil være det."
Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende indsatte Tænder. Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet. -Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet: -Det har været lidt slemt med Skorstenen.
Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op. Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig derover. Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.
Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet. To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen. "God Aften," sagde han. "God Aften naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?" "Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff." "Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff. "En Komedie." Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"
Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte Husmanden ogsaa i Huset, i Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden. Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset. Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder.
Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet. -Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i Prisen. Men Bordet er pænt. -Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida.
Dagens Ord
Andre Ser