Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. juni 2025
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu skulde sidde alene.
... Tine havde sat sig hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun: -Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem. Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.
Men de Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj. Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at gjøre. "Au vote! au vote!" brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne gaar rundt.
De slog hvide Fjael sammen og bestrog dem med Sort. Tine gik op ad Trappen og hun loftede Klinken til Skolen, hvor Luften var tung og sodlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Son. Timevis havde hun ikke rort sig, fra hun kom, ikke spist og ikke drukket: hun sad kun stum og saa paa Sonnens Ansigt, der var blevet saa lille som da han var Barn, og paa hans Haender, hans urolige Haender.
Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen: -For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen. ... Idag gik de tause henad Vejen Tine saa rask, at hun naesten lob. -Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk. -Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. -Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa mod Jorden.
Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saa ud i Luften to Gange: -Saa er man der paa en Gang saa er man der paa en Gang. Tine lob op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden.
Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Morkningen; hun sad i Skovriderens Stue der var dog lidt Fred og havde forsogt at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens Tine blev siddende med Haenderne i Skodet og stille taenkte paa Brevet endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om alting....
Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende. Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun som et stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var haendet en Fremmed, et andet Menneske eller for laenge siden.... Rundtom gik Dagen sin Gang.
-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. -Ja. Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Soen med "de unge Piger". Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.
Appel sad og fortalte: -Det var i Julen; de havde vaeret til Bal; om Natten var det stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne Herrer og Damer allesammen i en Flok for saadan er de i Viborg hjem til Appels Foraeldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til Morgen.... -Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, hun og De kommer nok overens, Lieutenant.
Dagens Ord
Andre Ser