Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juni 2025
»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«: Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det. Der var aldrig Fred ved Gelænderne. -Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal. -Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.
Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste. De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne. -Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen. Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede. Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende. Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med.
Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig som Bier til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi. Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes: „Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde: „Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“ Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852. „Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud.
Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende. Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først.
Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere: -Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert. Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen: -Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?
Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede Haand. „Tak! Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven. Men men bliv ikke vred!
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.
Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden! Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. Er det en Præst, der kan føre saadan Ord i sin Mund!
Dagens Ord
Andre Ser