United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så herre gud husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! Giv mig fløjten. HJALMAR. Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig å! Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. Hys, Ekdal, jeg tror der kommer nogen. Se så igen! Om forladelse GREGERS. er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
WERLE. Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste? GREGERS. Ja! Den mand er han. WERLE. Hm, vi får se. GREGERS. Og desuden skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed. WERLE. Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene.
GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det. Men sig mig nu, Hjalmar, finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig.
GINA. Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig. GREGERS. Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal. Jaha, jeg kan det. GREGERS. Det traf sig da rigtig heldigt. GINA. Hvorledes heldig? GREGERS. Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg. HEDVIG. Mor kan også fotografere. GINA. Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting. Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved sin Pult og skriver.
Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og udgav sig for Fotograf.
Det er en arvelod fra din mor, Gregers; den eneste arv, hun efterlod dig. Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende? WERLE. Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige? GREGERS. Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder ? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta' hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! Nu føler jeg det så nagende sikkert, den fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for hende.
Dagens Ord
Andre Ser