United States or Vanuatu ? Vote for the TOP Country of the Week !
WERLE. Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste? GREGERS. Ja! Den mand er han. WERLE. Hm, vi får se. GREGERS. Og desuden skal jeg bli' ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed. WERLE. Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene.
Men oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . »Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, som tuder i Kana'an!«
GREGERS. Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg? RELLING. Folk er syge omtrent alle i hob, desværre. GREGERS. Og hvad kur bruger De så for Hjalmar? RELLING. Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham. GREGERS. Livs løgnen? Jeg hørte ikke rigtig ? RELLING. Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.
De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset. GREGERS. Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham? RELLING. Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.
Hvisked saa til Mary Ann: «Skynd dig, Kjære, hvad du kan! Baaden ligger alt paa Vandet. Før vi række Kirkelandet kunde det alt sammen ringe.» Derpaa vendt til mig: «Min Ven, følg os eller bliv igjen. Men for Os Vi maae afsted. Thi fra Herrens Huus histover, hvorfra Kaldelsen nys lød, altid vi tilbagebringe til vor syge Sorg, der sover i Naturens milde Skjød, himmelsk og balsamisk Fred.»
Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte, krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag! Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde!
Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse heller? Ikke engang Aviser? Ikke engang Aviser, desværre! Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk. »De er fremmed her?« sagde han. Ja. Næppe.
Og selv om hun ikke formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt. „Er Fangerne endnu hos eder?“ spurgte han til sidst i en rolig Tone. „Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.“