United States or Tonga ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ... Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen. Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen. Ja e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
Butiksklokken gik ikke mere; Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til Vinduerne. Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør til Dør. Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten. Ellen var forskræmt.
Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset. Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede. Saa kaldte Brandt: -Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand: -Det er Synd for Dig....
Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun: -Vilsac er død ... -Vilsac? Men hvor har De hørt det? -Af Hr. Zimonys i aften Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun. -Hvor er det skét? -I München. Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.
„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han faldt igen i Staver. „Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.
Hans Excellence tav et Øjeblik: -For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved. Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham: -Du maa forstaa, det er nødvendigt.
Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. -Husker De, Vilsac sagde hun sagte at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet? -Ja De ønskede det Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. Nei Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. Lev vel.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede. Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken. -Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r? -Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd. De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden.
"Svagere?" "Ja, Deres Excellence" Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden Taffeluhrets spinkle Dikken.
Dagens Ord