United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa fortalte han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags. "Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet," sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar De maa lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det?
Og hun stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende til Kundskaben paa Godt og Ondt!
De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham man havde borttaget Lærredet om Morgenen.
Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi. Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ... Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen. Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen. Ja e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen: -Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem. Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben. -Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.
Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af Haaret, men ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have været, grinede Lærredet lyst igjennem. Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester Midten af forrige Aarhundrede.
De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i alskens Vejr og malede #færdigt# ude, de vidste næppe altid, hvilke Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og følte Tingene. Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik til at staa for sig.
Dagens Ord