United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig. Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader. Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt: -Ja om vi ses igen. Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand: -Batty, sagde han. Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han: -Man véd jo, det kommer en Dag.
Armene faldt ned. Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort indtil der var stille. Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren. Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud.
Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov. Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen. I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke.
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen. Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.
Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden. -Luk luk Buret! skreg der Tusinde. Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle Blussene brændte. Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme. Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.
Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør. -Nu, lev vel, sagde Batty. -Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord. Saa gik Batty ned ad Gaden. Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne. Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
Dagens Ord