United States or Côte d'Ivoire ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen. Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.
Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare. Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de knurrende Dyr. De prøvede tre Uger.
-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg. -Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her. Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty. En Dag sagde han pludselig: -Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det? Batty saá ned mod Gulvet. -Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor Løverne gned sig sammen i Flok. De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind. Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets Sus. De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe.
Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene. Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte dem for.
Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde ikke vække ham. To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr.
Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og den næste Dag red vi over Tiryns og Mykenæ til Argos . Ingen Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort.
-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke. -Vi kunde jo det kom tøvende dele Løverne. Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til: -Hvis Du vil. -Dele Løverne? -Ja jeg mener, vi kunde arbejde sammen. Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne.
Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet. Han satte sig paa Manegen og ventede. I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret. Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl.