United States or Turkmenistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!« »Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?« »De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren: »Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!« Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet. »Her er Brevet, Hr.
Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden. Jeg maa tale med dig, Mo'r .... Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. Hvad er der nu ! Du lovede jo at gaa i Seng! Jeg maa tale med dig, gentog Baronen ovre i Kontoret! Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!
Armene faldt ned. Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort indtil der var stille. Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren. Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud.
Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og serveret saa lydløs, som det var ham muligt. Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs i Døren til Borgestuegangen.
Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven! Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen, efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde Dage, det saa man paa hendes skulende Blik. Klods! skældte den gamle se kan hun da! Skal der spændes fra? spurgte Søren.
Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet. Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud under Skindet. Kom kun nærmere, jeg har set dig. Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig. Skulende lister han forbi hen til Brændehuset. Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. Det var i Nat.
Og nu sad han i Lænestolen og saa ud ad Vinduet. Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og samledes paany. Deroppe, deroppe der var der ingen Ufrihed og intet Nid for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen skulende Mistænksomhed. Men dette Rige vilde Menneskene erobre.
Dagens Ord