United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som Helvedes evige Ild! Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt denne Spire? Han , I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa vist som I tror og lærer, at uden Hans Vilje falder ikke en Spurv til Jorden.
Og alt som den skjød sig høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, og saa ...
Hint Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slaaet ham, holdt sig stadig og fødte hos ham en levende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe; og han saá, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det. I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet, saa at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket knugende paa hende. William bad Hr.
Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede.
Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget. Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu.
Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer. Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab. Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de.
Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den samme. Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes. Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser. Var dette anderledes?
Indtil de ogsaa blev trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i det store Træs sagte gyngende Grene. I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel.
Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig til at græde. Længe græd hun en stille Graad. Dagene gik. For Ellen et Feberliv. Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under Angster.
Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest. Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske frem. Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde søge hendes Selskab naar han vilde.
Dagens Ord