Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hænge paa ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden. Nej, værsgod, Jørgen, lad du den bare hænge! Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere Agtelse for ham paa Vejen! Javist saa! Rid ham nu forsigtig! Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede allerede paa Ryggen af Hingsten.

»Værsgod, mine Herrer, kom saaNølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa hinanden. Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang. Ingen Navneplade paa Døren. Detektiven betænkte sig lidt. Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op. Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den var der ikke. Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde givet hende: Værsgod, sagde hun, Er det det, De søger?

Havde hun været en Mand, havde hun sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose. Pastoren fik serveret sin Kaffe. Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde mig en Pibe? spurgte han. Ja værsgod! sagde Baronessen Jeg er for længst tilrøget!

Hvordan gaar det med Onkel? Jo e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen! Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke. Naa e, Menneskene klarer sig nok! Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde. Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind. Maa vi andre ogsaa komme med? Ja, værsgod ... Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret.

Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt, om Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v. Værsgod. Zacharias vendte sig stadig højrøstet konverserende mod Mikkel og henledte hans Opmærksomhed paa en meget stor Klokke af græsgrønt Glar, der stod inde i Kamrets Hjørne.

Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man ikke langt med i denne Verden! Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa en Stol lige over for hende.

-Konferensraaden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille, som den, der har Magten: -Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik. Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krøb tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved: -Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge Det er nok til to Æsker. Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere Jeg tænkte jo nok, at naar .... Ja, ja, det er godt! Gaa saa! Og Konen haltede lydig ud af Kontoret. Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.

Dagslyset faldt skærende ind over det hele Kaos ... Man spiste under fuldstændig Tavshed. Kun af og til lød et »Værsgod« og et »Tak«, naar Fadene gik rundt ... Pludselig dukkede Frøken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde set hende. Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran ham stod et Glas Mælk ...