United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stephensen hed han saamænd han boede her et halvt Aar Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende. Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun holder ikke Noget hemmeligt for mig.
Men nu var han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede det? Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i Flugtforsøget.
Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter svarede og siger til ham: "Du er Kristus." Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og opstå efter tre Dage. Og han talte dette frit ud.
De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj. Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset. De kom igen ud af Skoven.
Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende. "Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?" "For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg. "Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.
Vi kan tage et Parti Originaltræer hjem fra Nizza alt det andet er dog Kludder. Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer. Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden var der. Og da vi kom ind, gik han stille om i Værelserne, standsede ofte og saa' sig om.
Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag." Da han talte dette, troede mange på ham. Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder."
-Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket. -Ja, jeg vidste ikke.... Hun talte saa sagte. -Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset.... Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs hastigt. -Godnat, sagde hun. -Godnat, Pus. Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da Karl gik ud i Vrimlens Lys.
En skønne Dag lod det sig ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede sine egne Følelser for hende.
De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. -Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. -Ja, sagde Herluf
Dagens Ord