Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. oktober 2025
Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke. Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under den.
Ogsaa han stirrede ud over Havet, og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet. Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget, smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf. I Stormen. En Skuffelse.
Fuglen sit Øje lukker, Sætter sig trygt til Ro, Drømmer, mens Stormen sukker Hult om dens høje Bo. Stormen lad den kun fnyse Bølgen lad den kun gaa; Drømmenes Kyst den lyse Kan den dog aldrig naa. Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne.
Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod dem som en Ed. Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket: -Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.
Paa Skorstenen, som ingen skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under Kanonernes Larm. Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.
Men nu skal vi ud imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst han var fortumlet, beruset og ellevild. William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt. Dagene gik.
Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene, at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.
Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut. Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver ..... Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle.
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød, og William knugede hendes Haand: "Nej," hviskede han. Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Dagens Ord
Andre Ser